TID: Torsdag den 7. maj kl. 17.30-18.30
STED: Manelleh Studio, Amager Boulevard 4
PRIS: 50 kr. som dækker snack og forfriskning
BILLET: Du skal ikke printe billet, blot sige dit navn ved ankomst
Deltag i et inspirerende oplæg med stifter af Manelleh, Maria Manel Bøge. Hør Maria fortælle historien bag Manelleh og kom med på en rejse igennem livshistorie og værdikæde.
Maria har stiftet Manelleh, fordi hun ønsker at gøre en forskel for verdens kvinder og samtidig bevise, at det godt kan lade sig gøre at drive en forretning, hvor produkter og værdikæde har omtanke for mennesker og miljø.
"Idéen om Manelleh er en drøm, jeg har haft, siden jeg besøgte mit fødeland, Sri Lanka, tilbage i 1995. Jeg faldt fuldstændig for de mange flotte håndlavede ting og havde to ekstra kufferter med hjem fyldt med tallerkener og skåle, som jeg stadig bruger i dag", fortæller Maria.
De sidste 20 år har Maria arbejdet med med strategi, kommunikation, social ansvarlighed og bæredygtighed i store virksomheder og organisationer.
"I februar 2021 - mange rejser og indkøb af håndlavede ting senere - blev konceptet om Manelleh endelig til virkelighed ved at kombinere min erfaring fra ”the corporate world” med min viden og interesse for CSR, ligestilling og bæredygtighed."
For Maria blev det livsændrende, at hun sent i livet mødte sin mand og fik sin datter. Dette var medvirkende til, at hun tog springet og gjorde den mangeårige drøm til virkelighed.
Glæd dig til et oplæg som rummer både en personlig fortælling, historien om et karriereskift, en iværksætterhistorie og selvfølgelig historien om kvinderne og produkterne bag Manelleh.
Om Maria Manel Bøge
Maria har tidligere været chef i store internationale virksomheder (f.eks. ISS), en startup, et forskningscenter (KVINFO) og en NGO (Red Barnet). For en periode var jeg Direktør for CSR Fonden, hvis formål var at sætte CSR og bæredygtighed på agendaen - nationalt og globalt.
Hun har en kandidatgrad i kommunikation fra Aalborg Universitet (2006), og i 2020 afsluttede hun en MBA uddannelse på Henley Business School. I 2010 blev jeg kåret som Talent i Berlingske Nyhedsmagasin's Talent100. Endelig er hun i dag en del af juryen bag FINANS IMPACT Awards.
Foruden et spændende oplæg og en hyggelig aften, får du også en gave med hjem fra Manelleh.
Du kan shoppe lækre ting i Manelleh studio efter foredraget og hele dagen torsdag den 7. maj kl. 11-17 (inden der er oplæg for tilmeldte/betalende).